Jeg er fascineret af, hvordan mennesker i årtusinder har brugt vilde urter i deres mad og lægekunst og religion. 

De vilde urter har været min passion siden jeg var ganske ung, og nu er jer så heldig, at de også er blevet mit arbejde. 

Jeg arrangerer sanketure, hvor vi samler vilde urter, som jeg fortæller om undervejs, og som vi bruger i et måltid, vi tilbereder og spiser sammen.  

En sanketur kan have fokus på at give deltagerne ny viden om de vilde urter, eller på at styrke relationerne og samarbejdet mellem deltagerne. Eller på begge dele. 

Jeg arrangerer også kulturhistoriske vandreture, hvor vi dykker mere ned i vores forfædres dagligdag, livsvilkår og måde at bruge naturen på.

Og jeg tilbyder længerevarende gruppeforløb med fokus på selvudvikling, samt undervisning og sparring i forhold til naturvidenskabelig formidling. 

Du kan læse lidt om det hele her på siden. Og du er meget velkommen til at skrive eller ringe til mig, hvis du gerne vil vide mere om mit arbejdet og det, jeg tilbyder. 

Du kan se en oversigt over mine kommende sanketure, kulturehistoriske vandreture, gruppeforløb og andre events i kalenderen her. 

Kærlig hilsen, Urteheksen 

De første mennesker, der kom til Danmark på deres jagt efter rensdyr, urokse og kronvildt efter isen havde trukket sig tilbage for 17.000 år siden, medbragte gråbynkefrø, som var uundværlige for dem som lægemiddel og krydderi.

I dag vokser gråbynken stadigvæk i vores vilde natur, og den er kendt som ‘fattigmandspeber’, fordi frøene har en peberagtig aroma.

Mange af de vilde urter bærer - ligsom gråbynken - på en historie om, hvordan vores forfædre brugte dem i madlavning og lægekunst, og i forbindelse med deres tro og overtro. Og mange af urterne har (stadigvæk) fantastiske kulinariske og medicinske egenskaber.

Det er de historier og egenskaber, vi går på jagt efter og dykker ned i, på mine sanketure. 

Jeg arrangerer også kulturhistoriske vandreture, hvor vi dykker mere ned i vores forfædres dagligdag, livsvilkår og måde at bruge naturen på.

Her i Odsherred finder vi spor efter vores forfædre overalt.

En tur på Vejrhøj ad stien fra Vindekilde strandvej fører os tilbage til stenalderen, når vi går over broen i Degnemosen, som er rester efter stenalderhavet. Og samme sted ser vi i det tidlige forår humlen slynge sig vildt om træer og væltede stammer, som en påmindelse om den tid, hvor det var påbudt at have en humlegård, så man kunne brygge øl.

I Kongsøre skov mærker vi bondestenalderen i benene, når vi går over de højryggede agre. Når vi vandrer rundt i Odsherred, ser vi et væld af bronzealderhøje i landskabet. Og Grønnehaveskoven ved Nykøbing Sjælland gemmer på en gammel stensat kilde.

Der sniger sig altid nogle vilde urter ind på mine kulturhistoriske vandreture. Det kan ikke være anderledes, for urterne er en vigtig brik i den fascinerende historie om menneskets overlevelse gennem tiden.

Min erfaring er, at der opstår et ganske særligt fællesskab på mine sanketure, når vi sanker, laver mad og spiser sammen omkring bålet.

Deltagerne på en sanketur møder hinanden og gør noget i fællesskab på nye måder, uanset om de kender kender hinanden mere eller mindre godt på forhånd eller ej.

Det åbner op for nye tanker og perspektiver, for rungende latter og tårer, og for gode samtaler om livet på godt og ondt.

Det sker helt af sig selv på mine sanketure, det med fællesskabet. Og det er med til at gøre en sanketur til en god og lærerig oplevelse, selvom formålet med turen ‘bare’ er at få ny viden og inspiration i forhold til de vilde urter.

Jeg faciliterer gruppeforløb med fokus på selvudvikling og fællesskab, hvor den samme gruppe mennesker mødes en gang om ugen i fire eller seks uger.

Det umiddelbare omdrejningspunkt er det samme, som for mine sanketure: de vilde urter.

Når vi mødes, sanker vi vilde urter i naturen. Vi lærer dem at kende og smager på dem, når vi finder dem. Jeg fortæller om, hvad man har brugt dem til gennem tiden - og hvad vi kan bruge dem til i dag. Og vi bruger urterne, vi har sanket, til at lave mad, som vi spiser i fællesskab omkring bålet.

Samarbejdet og fællesskabet er mål, fordi det skaber glæde og samhørighed og en oplevelse af mening og værdi.

Det er også et middel - samarbejdet og fællesskabet - fordi det skaber grobund for meningsfulde samtaler om det, der rører sig og fylder og gør ondt hos deltagerne, og afsæt for, at de kan og tør åbne op og hjælpe hinanden med at blive klogere på sig selv og livet og deres muligheder.

Nogen gange sker det helt af sig selv, at deltagerne kaster sig ud i den slags samtaler. Andre gange hjælper jeg mere aktivt til i rollen som facilitator. Det afhænger af gruppen og dagen og tilværelsens små finurligheder.

Det er altid forskelligt og altid det samme. 

I foråret 2021 lavede TV2 et indslag om et 'fællesskabende' forløb over seks uger, som jeg lavede for en gruppe kvinder i Kalundborg. 

Du kan se indslaget lige her.